Den amerikanske vicepræsident kræver, at den egyptiske regering forebygger vold og indleder forhandlinger.
Den egyptiske vicepræsident, Omar Suleiman, bliver i øjeblikket kimet ned af udenlandske regeringsledere og topfolk, der kræver volden standset i det kaotiske land. Torsdag var det den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, der advarede den egyptiske regering.
Det Hvide Hus skriver i en erklæring, at Joe Biden gentager præsident Barack Obamas kritik af volden i Egypten, hvor tilhængere af præsident Hosni Mubarak angriber prodemokratiske demonstranter.
- Vicepræsident Biden opfordrer til troværdige forhandlinger, der skal indledes øjeblikkeligt, så Egypten kan få en demokratisk regering, der er overens med ønsket fra det egyptiske folk, lyder det i erklæringen.
Den egyptiske regering får også kritik for overfald på internationale journalister og fotografer, der rapporterer fra Egypten.
TV-stationen Al Arabiya meddelte torsdag, at Mubarak-tilhængere havde stormet flere hoteller for at jagte udenlandske journalister.
Et af ofrene er den svenske journalist Bert Sundström, som blev overfaldet med knivstik. Han er alvorlig såret og ligger på et sygehus i Kairo, oplyser den svenske tv-station SVT
/ritzau/AFP