Danskeren Kåre Schultz har siddet som administrerende direktør i virksomheden Teva siden 1. november.
Det israelske medicinalselskab Teva med danskeren Kåre Schultz i spidsen har vedtaget en omfattende spareplan. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Teva fyrer de næste to år 14.000 medarbejdere på verdensplan. Det svarer til mere end hver fjerde ansatte i virksomheden.
En del af planen er også, at der ikke bliver udbetalt bonusser for 2017.
Schultz, der har en fortid i medicinalvirksomheden Lundbeck, blev ansat som administrerende direktør 1. november.
- Vi vil gennemføre planen på en rettidig og forsvarlig måde og forblive fokuseret på at generere omsætning og pengestrømme, så vi sikrer, at Teva er klar til at møde alle sine finansielle forpligtelser, siger han i pressemeddelelsen.
Besparelsen skal mindske omkostningerne, der i øjeblikket er 16,1 milliarder dollar, med tre milliarder dollar i 2019.
Oven på udmeldingen er selskabet steget med 17 procent på børsen i Israel, skriver Ritzau Finans.
Teva-aktien, som også er noteret i USA, er steget med 14,5 procent til 18,04 dollar i det amerikanske formarked. Det er det højeste niveau siden starten af oktober.
Israels største fagforening har truet med strejke i protest over de forestående fyringer søndag, hvor den israelske arbejdsuge begynde.