Den saudiarabiskledede koalition, som støtter Yemens regering i konflikten mod houthi-oprørere, vil under den muslimske fastemåned ramadanen indstille de militære operationer i Yemen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Koalitionen annoncerer hermed ophør af militære operationer i Yemen, der begynder klokken 06.00 (lokal tid, red.) onsdag 30. marts, hedder det i en erklæring ifølge Saudi-Arabiens statslige nyhedsbureau SPA.
Saudi-Arabien håber ifølge SPA, at det midlertidige ophør af krigshandlinger kan medvirke til, samtaler om en våbenhvile mellem de stridende parter får et positivt udfald.
FN forsøger at sikre en våbenhvile. Lykkes det, vil det give mulighed for, at tankskibe lastet med brændstof kan lægge til i den houthi-kontrollerede havn Hodeidah.
Det siger personer med kendskab til sagen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Koalitionen anført af Saudi-Arabien kontrollerer Yemens luftrum og søveje.
Borgerkrigen i Yemen, et af den arabiske verdens fattigste lande, er siden årsskiftet eskaleret i brutalitet ifølge det britiske BBC.
Koalitionen, der kæmper mod oprørerne, benytter sig hovedsageligt af luftangreb, mens houthierne bruger droner og missiler til at angribe mål i Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Så sent som fredag var et oliedepot nær Jeddah i Saudi-Arabien mål for et missilangreb fra oprørere i Yemen.
På grund af krigen, der har varet i mere end syv år, står befolkningen i Yemen over for en af de værste humanitære kriser i verden.
Konflikten tager sit udspring i, at houthierne fra 2014 begyndte at overtage kontrollen med flere områder i Yemen.
I marts 2015 erobrede de hovedstaden Sanaa og tvang præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi til at flygte til udlandet.
Udsigten til, at houthierne ville tage kontrol over Yemen, skabte bekymring i nabolandet Saudi-Arabien for, at Yemen ville ende med at komme under indirekte kontrol af Iran, der er saudiernes ærkerival.
Ifølge FN er titusindvis af yemenitter blevet dræbt under koalitionens luftangreb.
/ritzau/