Norges unge konservative dropper nu slagordet "hellere død end rød" i deres valgmateriale.
Ungdomsafdelingen for partiet Høyre i Norge, søsterparti til De Konservative i Danmark, dropper nu slagordet "hellere død end rød".
Det sker efter terrorbomben i Oslo og massakren på øen Utøya, hvor socialdemokratiske ungdomspolitikere blev myrdet med koldt blod af højreekstremisten Anders Behring Brevik.
De unge Høyre-politikere brugte fra 2005 slagordet "hellere død end rød" til brochurer og t-shirts og anvendte senest udtrykket til valgmateriale i 2009.
Kampagnen var tænkt som et uskyldig spøg, rapporterer det norske nyhedsbureau NTB.
Men sloganet har fået en anden og langt mere gruopvækkende klang efter terroraktionen, som har sendt vore nordlige naboer i landesorg.
- Der findes et før og et efter 22. juli, forklarer Henrik Asheim, leder af det konservative ungdomsforbund.
Derfor fjerner de alt valgmateriale med påskriften "hellere død end rød" fra partiets kontorer over hele landet.
Efter massakren, som kostede 77 mennesker livet, har partierne i Norge stået sammen på tværs af det politiske spektrum i national forsoning og afstandtagen fra Breviks værk.
/ritzau/NTB