Belgien har udskudt udfasningen af atomkraft på grund af høje energipriser, som krigen i Ukraine har medført.
De høje energipriser, som krigen i Ukraine har medført, får nu Belgien til at udskyde landets plan om at udfase atomkraft med ti år.
Det siger landets premierminister Alexander De Croo fredag.
Belgien har hidtil opereret med et mål om at blive uafhængig af atomkraft inden år 2025.
Men efter at krigen i Ukraine har fået Vesten til at indføre omfattende sanktioner med Rusland - blandt andet USA's forbud mod at købe russiske olie og naturgas - er prisen på energi røget på himmelflugt.
Og derfor er der behov for at holde fast i Belgiens atomreaktorer i længere tid, mener Alexander De Croo.
- Alle ved, at der er krig i Europa. Vi vælger sikkerheden i usikre tider, siger han fredag aften på et pressemøde.
Beslutningen betyder helt konkret, at to atomreaktorer, som er kendt som Doel 4 og Tihange 3, vil forblive aktive frem til 2035 i stedet for 2025. De to reaktorer leverer tilsammen cirka 35 procent af Belgiens samlede atomkraftproduktion.
Den belgiske udfasning af atomkraft var egentlig delvist afhængig af at bruge naturgas.
Men en stor del af naturgassen kommer fra Rusland. Og EU's beslutning om at udfase forbruget af russisk naturgas inden 2030 gør det nødvendigt at forlænge brugen af atomkraft i Belgien.
Den belgiske regering skal nu forhandle en aftale på plads med det franske selskab Engie, som opererer de to atomreaktorer Doel 4 og Tihange 3.
Selskabet har ifølge det franske nyhedsbureau AFP tidligere indikeret, at det var for sent for Belgien at ændre aftalen om at udfase brugen af reaktorerne, som ifølge AFP har været i stand siden 2003.