En kunstskole, som ligger i den ukrainske by Mariupol, er blevet ramt af et angreb ifølge lokale myndigheder.
En kunstskole i den ukrainske by Mariupol, hvor 400 personer havde søgt tilflugt, er blevet bombet af den russiske hær.
Det oplyser det lokale byråd ifølge Reuters.
Nyhedsbureauet har ikke fået oplysningen bekræftet uafhængigt.
Der er søndag morgen endnu ingen oplysninger om, hvorvidt der er nogle tilskadekomne i forbindelse med angrebet.
Men ifølge de lokale myndigheder er bygningen i ruiner. Der skal også være flere personer fanget i bygningen.
Byrådet i Mariupol oplyser på den krypterede beskedtjeneste Telegram, at der skulle være tale om kvinder, børn og ældre, der stadig er fanget i bygningen. Det skriver den britiske avis The Guardian.
Mariupol har i løbet af de seneste uger været hårdt ramt af angreb fra den russiske hær. Blandt andet blev et teater, hvor flere hundrede mennesker havde søgt tilflugt, bombet tidligere på ugen.
Lokale myndigheder sagde fredag, at man stadig ledte efter ofre i ruinerne - men at der endnu ikke var registreret dræbte, kun en enkelt hårdt såret. Der er søndag formiddag ingen opdaterede oplysninger om situationen i teatret.
Rusland har afvist at stå bag angreb mod civile.
Mariupol er en havneby, der ligger i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine. Det er en strategisk vigtig by i kampen om Ukraine.
Ruslands invasion af Ukraine blev indledt natten til torsdag den 24. februar.
Siden da er flere ukrainske byer blevet hårdt ramt af bombardementer, og millioner er flygtet ud af landet eller er internt fordrevet.
Ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, er knap 3,4 millioner ud af Ukraines 44 millioner indbyggere flygtet ud af Ukraine siden krigens start.