En libysk minister siger i Athen, at Libyen vil have kampene stoppet. Ministeren rejser videre til Tyrkiet.
Muammar Gaddafis regering i Libyen vil have kampene mellem regeringsstyrker og oprørere standset.
Det siger den libyske viceudenrigsminister, Abdelati Obeidi, der søndag aften var i den græske hovedstad, Athen.
Her mødtes han med Grækenlands premierminister, George Papandreou.
- Det ser ud til, at de libyske myndigheder søger en løsning, sagde Grækenlands udenrigsminister, Dimitris Droutsas.
- Der skal seriøse bestræbelser til for at skabe fred og stabilitet i regionen, tilføjede han.
Obeid sagde, at han fra Athen vil rejse videre til Tyrkiet og Malta.
/ritzau/Reuters