Efter lederskifte i Mïljöpartiet er der udnævnt nye ministre og flyttet rundt på regeringsposter.
Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, foretog fredag en regeringsrokade, efter at koalitionspartnerne i Miljöpartiet har fået ny leder.
Miljöpartiets nye leder eller talsperson, Märta Stenevi, bliver ny boligminister og minister for ligestilling.
Det lille regeringspartis tidligere leder, Isabella Lövin, forlader sin stilling som miljø- og klimaminister og vicestatsminister.
Per Bolund fra Miljöpartiet får posten som miljøminister og bliver også ny vicestatsminister. Bolund er ligesom Stenevi talsperson for sit parti og leder det sammen med hende.
Åsa Lindhagen, som er Miljöpartiets tidligere ligestillingsminister får en ny post som finansmarkedsminister, som er en af tre poster under finansministeriet.
Per Olsson Fridh fra miljøpartiet bliver ny bistandsminister.
Löfven understreger, at ændringerne ikke indebærer nogen ny politisk retning, og at regeringssamarbejdet mellem Socialdemokraterna og Miljöpartiet består.
Den 44-årige Märta Stenevi blev sidste weekend valgt til Miljöpartiets nye talsperson, hvilket reelt er partilederposten. Det skete ved en digital partikongres med 265 delegerede.
Miljöpartiet er i koalitionsregering med statsminister Stefan Löfvens socialdemokrater. Samarbejdet har kostet dyrt for Miljöpartiet. Den nye leders vigtigste opgave bliver at få styrket opbakningen til partiet, som længe har ligget omkring spærregrænsen på fire procent.
Stenevi er særligt optaget af sociale spørgsmål ud over klima og miljø.
Hun blev medlem af partiet i 2012 og har været kommunalpolitiker i Malmø og regionspolitiker i Skåne.
Stenevi mener, at det har svækket partiets muligheder for indflydelse, hvis det bliver opfattet som et parti, der kun er optaget af miljøpolitik.
- Mit budskab er, at vi ikke behøver vælge mellem klima og retfærdighed, sagde Stenevi på kongressen. Hun understregede også, at det også gælder om at vinde opbakning på tværs af generationer.
Miljöpartiet fik 4,4 procent af stemmerne ved riksdagsvalget i 2018. Partiet står også mange steder svagt på lokalt og regionalt plan. Det gælder især i det nordlige Sverige.
De to partier i den svenske mindretalsregering er afhængige af flere støttepartier i Riksdagen.