Mexicaneren Carlos Slim Helu topper fortsat Forbes' liste over verdens rigeste personer.
Den mexicanske telecom-milliardær Carlos Slim Helu er fortsat verdens rigeste mand efterfulgt på andenpladsen af Microsofts Bill Gates.
Det viser den nye opgørelse fra erhvervsmagasinet Forbes over verdens rigeste personer.
Helus formue opgøres til 74 milliarder dollar, oplyser Forbes i sin liste, der blev offentliggjort onsdag. Den mexicanske milliardær toppede også Forbes' liste sidste år.
Amerikanske Bill Gates kommer også i år ind på andenpladsen. Hans formue opgøres til 56 milliarder dollar.
På tredjepladsen finder man amerikanske Warren Buffett, der anses for en af verdens mest kompetente aktieinvestorer. Buffet, der er hovedaktionær og administrerende direktør i Berkshire Hathaway, har, ifølge Forbes, en formue på 50 milliarder dollar.
Listen over verdens milliardærer er på de første 25 pladser domineret af amerikanere. Blandt europæerne finder man på plads nummer 13 svenskeren Stefan Persson med tøjkoncernen H&M. Hans formue opgøres til 24,5 milliarder dollar.
/ritzau/AFP