Mexicanske specialstyrker har pågrebet lederen af det ultra-voldelige Los Zetas narkokartel, Miguel Angel Trevino.
Han blev fanget i byen Nuevo Laredo nær grænsen til den amerikanske delstat Texas, siger embedsmænd til AFP.
Trevino, der er kendt som "Z-40", blev tilbageholdt sammen med to andre, lyder det.
- De foretog en vigtig anholdelse af Miguel Angel Trevino i de tidligere timer mandag, siger en embedsmand for statsadvokaten, der ønsker at være anonym.
Zetas bliver betragtet som en af de mest magtfylde og frygtede kriminelle grupper i Mexico. Gruppen blev grundlagt af tidligere lejesoldater og er kendt for at benytte brutale metoder.
I begyndelsen fungerede Zetas som bevæbnede håndhævere for Golf-kartellet, men de to grupper er siden gået hver til sit med en voldelig krig om territorier i det nordlige Mexico som resultat.
Anholdelsen af Trevino kommer otte måneder efter, at militæret dræbte hans forgænger, Heriberto Lazcano, under ildkamp i staten Coahuila.
Trevino er den højest rangerede narkobaron, der er blevet anholdt, siden præsident Enrique Pena Nieto kom til magten i december. USA havde udlovet 30 millioner kroner for oplysninger, der kunne lede til hans anholdelse. Mexico var klar til at give godt 13 millioner kroner i dusør.
Under forgængeren Felipe Calderon fik myndighederne fat på en stor andel af landets 37 mest eftersøgte narkokriminelle. Perioden var dog også præget af flere end 70.000 narkorelaterede dødsfald mellem 2006-2012.
/ritzau/AFP