Libyens luftvåben er nedkæmpet af de allierede internationale styrker, siger en højtstående britisk officer.
De allierede styrker har nedkæmpet og ødelagt det libyske luftvåben og kan nu flyve risikofrit gennem landets luftrum og angribe landstyrker, uanset hvor de truer civilbefolkningen, siger en højtstående britisk kommandør onsdag.
- Vi lægger nu et vedvarende og vedholdende pres på Libyens væbnede styrker, siger vicemarskal i Royal Air Force Greg Bagwell fra Gioia del Colle-luftbasen i Syditalien, hvor de britiske RAF-fly er udstationeret.
- De libyske luftstyrker er ude af spillet og fungerer ikke længere som en kampstyrke. Dertil kommer, at Gaddafis integrerede luftværnssystemer, kommando og kontrolnetværk er så ødelagt, at vi nu kan flyve uden risiko på kryds og tværs af Libyen, tilføjer Bagwell.
Der forventes "nogle ændringer" i de allierede styrkers kommandostruktur, siger han og understreger, at operationen vil fortsætte uden problemer.
/ritzau/Reuters