Nye blodige sammenstød mellem shiamuslimske oprørere og regeringsvenlige klanmedlemmer koster 17 mennesker livet i Nordyemen. I syd er fem soldater dræbt.
For anden dag i træk koster sammenstød mellem shiamuslimske oprørere og regeringsvenlige klanmedlemmer mange mennesker livet i Yemen.
17 personer er dræbt efter skudvekslinger med mortergranater og maskingeværer mellem medlemmer af Houthis-oprørere og klanmedlemmer, som støtter regeringen.
Sammenstødet fandt sted i den nordlige del af Yemen i Harf Sufyan-regionen, der længe har være centrum for uroligheder og oprør mod regeringen i hovedstaden Sanaa. 10 af de dræbte skal have været oprørere.
Onsdag omkom 40 mennesker i samme område.
Sideløbende med sammenstødene i nord omkom mindst fem regeringssoldater i det sydlige Yemen, da en militærkolonne blev angrebet af formodede medlemmer af en oprørsgruppe med forbindelse til terrorbevægelse al-Qaeda.
/ritzau/Reuters