Der er kommet ny præsident i Myanmar, men intet tyder på, at militæret slipper magten af den grund.
Myanmar, tidligere Burma, har fået ny præsident. Den hidtidige premierminister Thein Sein er blevet præsident, uden at det ændrer på militærets absolutte magt i landet.
Den 65-årige Thein Sein er tidligere general og en tro støtte for landets stærke mand, general Than Shwe.
Udnævelsen af Sein levner ikke håb om nogen reformer i landet, mener en amerikansk uddannet iagttager fra Myanmar.
- Sein har intet politisk program, ingen reformplaner, og han vil ikke tage nogen initiativer, siger iagttageren Augn Thu Nyein.
En anden iagttager, Maung Zarni, fra London School of Economics, mener, at landets struktur fortsat er klassisk diktatur.
- Der er ingen forfremmelser for "the good guys", siger han.
/ritzau/afp