Nato har dræbt de Taliban-folk, der skød en helikopter ned i weekenden og dræbte 38 soldater.
Ved et flyangreb har Nato-styrker dræbt de Taliban-medlemmer, der i weekenden skød en amerikansk helikopter ned og dræbte 38 soldater - heraf 24 amerikanske elitesoldater.
Nedskydningen lørdag var det den hidtil blodigste enkeltaktion mod amerikanske styrker, siden USA indledte sit militære angreb mod Taliban i Afghanistan for 10 år siden.
Også en højtstående talibanleder blev dræbt ved onsdagens aktion.
- Flyangrebet dræbte Taliban-lederen Mullah Mohibullah og de øvrige militante talibanere, der har forbindelse til nedskydningen af CH-47 helikopteren den 6. august, hedder det i en erklæring fra den amerikanske general John Allen, der er øverste chef for de udenlandske sikkerhedsstyrker i Afghanistan.
Det fremgår ikke direkte af erklæringen fra John Allen, at det var Taliban-styrker, der skød den amerikanske elitehelikopter ned. Hidtil har amerikanerne ikke forklaret konkret, hvorfor helikopteren styrtede ned.
Men erklæringen indeholder det hidtil klareste signal om, at det var militante medlemmer af Taliban, der stod bag nedskydningen.
Ved styrtet omkom ud over de 24 amerikanske elitesoldater seks andre amerikanske soldater og otte afghanske soldater.
/ritzau/Reuters