Et flertal i senatet i den amerikanske delstat New York har sagt ja til vielser mellem personer af samme køn.
New York bliver den sjette og mest befolkningsrige delstat i USA, der godkender ægteskaber mellem homoseksuelle.
Lovforslaget blev stemt hjem fredag aften med 33 stemmer for og 29 stemmer imod.
- New York har endelig revet barrieren ned, som har forhindret par af samme køn i at gifte sig og at modtage fundamental sikkerhed, som mange par og familier tager for givet, siger guvernør Andrew Cuomo, der fremsatte lovforslaget.
Når guvernøren har underskrevet den nye lov, går der 30 dage, inden de første vielser mellem personer af samme køn kan gennemføres.
Senatet i New York domineres af Republikanerne, og fire republikanske senatorer stemte forslaget igennem sammen med 29 demokrater.
Den højreorienterede bevægelse, der kalder sig Tea Party, er stærke modstandere af ægteskaber mellem homoseksuelle, som ventes at blive et af de større sociale temaer under præsidentvalgkampen i 2012.
Tidligere har delstaterne Iowa, New Hampshire, Massachusetts, Connecticut og Vermont givet homoægteskaber det blå stempel.
I marts viste en meningsmåling, at 53 procent af amerikanerne er tilhængere af ægteskaber mellem mennesker af samme køn.
/ritzau/Reuters