To norske piger på ni år druknede, efter at de søndag aften blev skyllet i havet ved byen Kristiansund.
To niårige norske piger mistede livet, da de søndag aften blev skyllet i havet ved byen Kristiansund i Midtnorge. En tredje jævnaldrende pige, som var sammen med de to dræbte, slap med livet i behold, da en bølge angiveligt overraskede de tre legekammerater.
- To af dem faldt i havet. De blev formentlig skyllet i havet af en bølge, da de stod på en sten på land, siger redningsleder Ben Vikøren til det norske nyhedsbureau NTB.
De to piger blev meldt savnet klokken 18.43. Redningshelikoptere og -både søgte efterfølgende efter pigerne. Den ene pige blev fundet lidt efter klokken 19, mens veninden blev fundet klokken 20.20.
Men genoplivningsforsøgene var forgæves, og begge piger blev klokken 23 erklæret for døde.
/ritzau/NTB