"Boghandleren i Kabul" var ikke retsstridig, siger norsk nævningedomstol.
En nævningedomstol i Norge har frifundet den storsælgende journalist Åsne Seierstad for at have krænket privatlivet hos Suraia Rais, der er kone til boghandleren i Kabul.
Rais anlagde sag mod Seierstad og hendes forlag, Cappelen Damm, med krav om erstatning og oprejsning til sin familie og sig selv efter udgivelsen af bogen "Boghandleren i Kabul."
I bogen fra 2002 fortæller Seierstad om et flere måneder langt ophold hos familien i Afghanistan. Bogen er oversat og udgivet i omkring 20 lande.
Oslo tingrett dømte tidligere Seierstad og forlaget til at betale 125.000 kroner hver i oprejsning til Rais. Men ved den højere retsinstans lagmandsretten er både forfatteren og forlaget begge blevet frikendt.
Ingen af parterne er blevet pålagt at betale sagsomkostninger for den anden part.
Retten kom frem til, at nogle udsagn i bogen var oplysninger om privatlivet, men den konkluderede, at det ikke var retsstridigt, at Seierstad skrev dem.
Advokat Per Danielsen, som repræsenterer Rais, kalder dommen en "foreløbig frifindelse." Han varsler, at sagen vil blive anket videre til Højesteret.
- Dommen er naiv, partisk og diskriminerende, siger han.
Sagen har ifølge Seierstad stor principiel betydning for, hvilke rammer der skal være gældende for dokumentarjournalistik i bogform.
/ritzau/NTB