Præsident Barack Obama udpeger forbrugerombudsmand uden at få Kongressens godkendelse. Republikanere raser.
USA's præsident, Barack Obama, har sat republikanske sind i kog ved at udpege en forbrugerombudsmand uden, at denne er blevet godkendt af kongressen.
Obama udpegede Richard Cordray til chef for den ombudsmandsinstitution, der skal beskytte forbrugerne mod ulovligheder i den finansielle sektor, kaldet CFPB.
Obama sagde efter sin beslutning, at han hvert eneste sekund vil beskytte den amerikanske middelklasse, og at det er vigtigt, at millioner af amerikaner har en, der holder øje med deres interesser.
Medlemmer af Det Republikanske Parti er rasende.
De ser udnævnelse af Richard Cordray som en åben provokation og siger, Obama opfører sig arrogant og har overtrådt sine beføjelser som præsident, da Senatet endnu ikke har godkendt den ny forbrugerombudsmand.
CFPB er oprettet af Obama i 2010 med det formål at beskytte forbrugere mod ulovligheder i bank- og finanssektoren og for at hindre, at banker skjuler vigtige betingelser, når de yder lån.
Obama siger, at uden en chef, vil CFPB ikke være i stand til at overvåge en række forskellige låneinstitutioner, som opererer uden for det etablerede bankvæsnet.
- Jeg lover at gøre alt, hvad jeg kan hver eneste dag for at gøre dette land til et sted, hvor hårdt arbejde og ansvarlighed betyder noget, siger Obama, der i de seneste måneder har præsenteret sig som beskytter af middelklassen.
Mens republikanerne skælder Obama ud, roser demokrater præsidenten for at tage et opgør med republikanerne.
/ritzau/AFP