Ved en hastigt indkaldt pressekonference forsøgte præsident Barack Obama tirsdag at berolige de finansielle markeder og USA's nervøse allierede om, at Washington vil fortsætte med at betale dets regninger trods den aktuelle politiske krise.
- Det er klart, at mit budskab til Verden er, at USA altid har betalt dets regninger og vil fortsætte med at gøre det, siger Obama, der advarer Kongressen om, at der hviler en "en sort sky" over tilliden til den amerikanske økonomi.
I en usædvanlig skarp kritik af oppositionen siger den amerikanske leder, at Republikanerne bruger urimelige og udemokratiske midler i striden om USA's budget og landets gældsloft.
- Mange erhvervsledere og økonomer kalder handlemåden, der kan føre til betalingsstandsning, for sindssyg, katastrofal og kaotisk, siger Obama, som understreger, at det aldrig tidligere er sket i USA's historie, at landet er gået i betalingsstandsning.
- Opgiv disse trusler mod vore familier og vores virksomheder og lad os begynde at arbejde. Demokratiet virker ikke på denne måde, siger han og advarer om, at hans administration ikke vil lade sig afpresse.
- Vi vil ikke betale løsepenge for, at USA skal være i stand til at betale dets gæld, siger præsidenten.
Han sammenligner Republikanernes nuværende strategi med en huskøber, der forhandler om en pris, men så siger, at han vil brænde huset ned, hvis han ikke får det til den pris, som han ønsker.
Obama pointerer samtidig, at han ikke har set seriøse udspil fra Republikanerne under den nuværende krise.
- Men lad os få en afstemning hurtigt, da der er tilstrækkeligt med fornuftige medlemmer i begge Kongressens kamre til at få genåbnet den statslige sektor, siger præsidenten.
/ritzau/Reuters