Republikanerne og demokraterne kan ikke blive enige om en plan, der skal afværge økonomisk kollaps i USA.
Heller ikke mandag lykkedes det USA's præsident, Barack Obama, og lederne i Kongressen at nå til enighed om en aftale, der skal afværge en økonomisk katastrofe i landet.
Efter halvanden times forhandlinger måtte parterne indse, at de ikke kunne nå til enighed, og de gik derfor hver til sit. De enedes dog om at mødes igen tirsdag for tredje dag i træk.
Tidligere på dagen havde Barack Obama appelleret til både demokrater og republikanere om, at det er på tide at bringe ofre.
- Hvis ikke nu, så hvornår?, sagde han.
Krisen drejer sig om USA's gældsloft. Som det er nu, må gælden ikke overstige 14.294 milliarder dollar.
Men gælden er tæt på at overskride den grænse, og finansminister Timothy Geithner har advaret om, at USA løber tør for penge og ikke vil kunne betale sine regninger 2. august, hvis der ikke er lavet en aftale, der sikrer flere penge i kassen.
Hvis der ikke nås en aftale inden da, og den offentlige gæld stiger til mere end det tilladte, forudser eksperter, at det vil sende chokbølger gennem verdensøkonomien.
For at kunne overholde gældsloftet anslås det, at der skal findes mindst 2000 milliarder dollar.
Dem vil republikanerne finde ved besparelser i det offentlige, mens demokraterne vil finde dem i en kombination af besparelser og skattestigninger til de rigeste.
Skattestigninger er republikanerne inderligt imod, og demokraterne er ligeså indædte modstandere af store besparelser på det sociale område.
Barack Obama forsøger at fremstille sig selv som manden i midten, der søger at opnå et - omend smerteligt - kompromis.
- Jeg er parat til at takle betydelig kritik fra mit eget parti, hvis det kan betyde, at noget bliver gjort ved sagen, sagde Obama forud for mandagens forhandlinger.
- Og jeg mener derfor, at modparten bør være villig til det samme, hvis de mener det, de siger, fortsatte præsidenten.
/ritzau/Reuters