USA's præsident slog en sjælden latter af sin ellers gravalvorlige franske topmødevært i Cannes.
Midt i alt det dystre lykkedes det torsdag formiddag USA's præsident, Barack Obama, at slå både et smil og et nærmest ustoppeligt latteranfald af sin i disse dage ellers gravalvorlige franske kollega, Nicolas Sarkozy.
Den franske vært for G20-topmødet i Cannes så nærmest ud som om, han var svømmet helt væk i sine egne sorte tanker og slet ikke lyttede, da han på et pressemøde stod og så helt fjern og meget lille og brugt ud ved siden af den et hoved højere Obama.
Selv da Obama gik fra de diplomatiske elastikord om USA's opbakning til Europa i en krisetid og med et stort, hjerteligt tandsmil ønskede Sarkozy tillykke med hans to uger gamle datter, Giulia, bevarede Sarkozy sit stenansigt og stod som i trance.
Så meget, at journalisterne i pressesalen nåede at begynde at spekulere højt over, hvorvidt den græske gældskrise helt havde fået bugt med Sarkozy.
Indtil tolken i hans øresnegl indhentede ordene fra den amerikanske præsident.
Så flækkede den franske præsidents ansigt i en forlegen latter, der så til gengæld bare blev ved.
Sarkozy har været næsten konstant til topmøde rundt i Europa, siden hans tredje kone, den tidligere topmodel Carla Bruni, fødte deres første fælles barn. Det er præsidentens fjerde barn, men hans første datter. Parret har omhyggeligt skærmet hende mod pressen.
Obama har selv to døtre. Han sagde til sin franske kollega, at det glæder ham, at datteren ligner sin mor mere end sin far. Det fik bare Sarkozy til at grine endnu mere.
/ritzau/