Kun forhandlinger mellem israelere og palæstinensere vil føre til en palæstinensisk stat, siger Obama.
Der er ikke nogen hurtig vej til at opnå fred i Mellemøsten, og palæstinenserne kan kun opnå deres egen stat gennem forhandlinger med Israel.
Det sagde den amerikanske præsident, Barack Obama, da han onsdag talte ved FN's Generalforsamling.
- Jeg er overbevist om, at der ikke er nogen genvej til at afslutte en konflikt, der har varet i årtier. Freden vil ikke komme gennem udtalelser og resolutioner i FN, understreger Obama.
- I sidste ende er det israelerne og palæstinenserne og ikke os, der skal nå frem til en aftale om de emner, der adskiller dem: grænser og sikkerhed, flygtninge og Jerusalem, siger præsidenten.
- Vi skal ikke kun skabe fred, men også en fred der varer ved, påpeger Obama.
Hans udtalelser kommer samtidig med, at der bag kulisserne ved FN's Generalforsamling er hektisk diplomatisk aktivitet i et forsøg på at tale den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, fra at indgive en ansøgning om fuldt palæstinensisk FN-medlemskab.
Mens Obama-regeringen og Israel insisterer på, at kun direkte fredsforhandlinger kan bane vej for en palæstinensisk stat, henviser palæstinenserne til, at næsten to årtiers diplomati ikke har båret frugt.
Umiddelbart efter Obama havde holdt sin tale, sagde en talsmand for Abbas, at vejen til fred i Mellemøsten går via et stop for den israelske besættelse af palæstinensisk territorium.
- Et stop for den israelske besættelse og en palæstinensisk stat er den eneste vej til fred, siger talsmanden, Nabil Rudeina, til nyhedsbureauet AFP.
- Vi vil gå med til at vende tilbage til forhandlingerne i samme minut, som Israel indvilger i at stoppe bosættelserne og vende tilbage til 1967-grænserne, tilføjer han.
Obama og Abbas mødes senere onsdag.
/ritzau/Reuters