Præsident Obama har lagt sidste hånd på sin Afghanistan-plan. 10.000 soldater trækkes hjem i år, siger kilde.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, har taget de sidste beslutninger om, hvor mange soldater den amerikanske hær vil trække ud af Afghanistan fra og med juli.
- Han har gennemgået sin beslutning i løbet af de seneste uger og lagt sidste hånd på den beslutning i dag, siger Jay Carney, talsmand for Det Hvide Hus.
Præsidenten vil fremlægge planen for den amerikanske offentlighed i en tv-transmitteret tale klokken 02.00 dansk tid natten til torsdag.
En højtstående kilde i Pentagon siger til nyhedsbureauet AFP, at Obama "sandsynligvis" vil trække omkring 10.000 soldater ud inden nytår.
Halvdelen forlader Afghanistan i løbet af sommeren, mens resten rejser hjem senere på året, siger kilden.
De sidste 20.000 soldater, der var en del af den 30.000 mand store troppeforøgelse for to år siden, trækkes ud inden udgangen af 2012, siger den unavngivne embedsmand.
På nuværende tidspunkt har USA omkring 100.000 soldater i Afghanistan.
/ritzau/Reuters