"Det kom til en intens skudveksling og jeg så en af helikopterne falde mod jorden," siger øjenvidne.
Operationen mod huset i Pakistan, hvor Osama bin Laden opholdt sig, blev gennemført af den amerikanske specialstyrke Navy Seals og varede omkring 40 minutter.
- Kort efter midnat, så jeg flere soldater omringe bygningen, mens tre helikoptere cirklede i luften, fortæller Nasir Khan til nyhedsbureauet Reuters.
Han bor i et af husene tæt på det sted, hvor bin Laden befandt sig, og fulgte operationen fra sit hustag.
- Pludselig blev der åbnet ild mod helikopterne. Det kom til en intens skudveksling og jeg så en af helikopterne falde mod jorden, siger Khan.
En pakistansk militærhelikopter styrtede ned nær Abbottabad sent søndag, hvorved en blev dræbt og to blev såret, oplyser lokale medier. Det er dog uklart, om helikopteren havde noget at gøre med operationen mod Osama bin Laden.
Et anden øjenvidne, Mohammad Idrees, som bor 400 meter fra huset, hvor bin Laden blev skudt, siger, at de lokale blev vækket af en kraftig eksplosion.
- Vi løb op på hustagene og så flammer nær huset. Vi hørte også skud. Kort efter eksplosionen så vi militærkøretøjer køre mod huset.
Sohaib Athar, som er IT-konsulent, og som opholder sig i byen på orlov, streamede tekst om operationen ud på internettet, mens den fandt sted.
- Helikopter overflyver Abbottabad klokken et nat (det sker sjældent). Gå væk helikoptere! hedder det i teksten, der har gjort ham kendt om manden, der streamede direkte fra angrebet på bin Ladens skjulested.
Ifølge amerikanske regeringskilder ledede præsident Barack Obama det første af i alt fem møder om aktionen den 14. marts. Fredag gav præsidenten det endelige klarsignal, men Obama valgte ikke at orientere de pakistanske myndigheder om operationen af frygt for, at det kunne føre til en læk.
Amerikanske officielle kilder siger, at en af bin Ladens voksne sønner og to andre personer også blev dræbt ved aktionen.
/ritzau/Reuters