Norges kongefamilie, statsministeren og stortingsmedlemmer deltager i søndagens gudstjeneste i Oslo Domkirke.
Hele det officielle Norge dukker op for at mindes ofrene for det værste terrorangreb i Norge siden Anden Verdenskrig, når der søndag klokken 11 er gudstjeneste i Oslo Domkirke.
Kongefamilien, statsminister Jens Stoltenberg samt flere ministre og stortingsmedlemmer deltager i gudstjenesten, som bliver præget af fredagens tragedie - bombeangrebet i hovedstaden og massakren på øen Utøya -hvor mindst 92 mennesker mistede livet.
- Vores søndagsgudstjeneste vil selvfølgelig få en helt særligt karakter, siger domprovst Olav Dag Hauge til nyhedsbureauet NTB.
Domkirken havde lørdag åbnet dørene for sørgende, der kunne lægge blomster eller tænde et lys.
- Domkirken har lørdag været brugt af mange. Både udenfor og inde i kirken er folk strømmet til for at tænde lys, siger domprovsten.
Søndagens gudstjeneste forrettes af Norges øverste biskop, Helga Haugland Byfuglien, sammen med Oslos biskop Ole Christian Kvarme, sognepræst Elisabeth Thorsen og domprovsten.
- Det vil være en almindelig gudstjeneste, men ordene, som siges, og det som gøres, vil være anderledes på grund af fredagens hændelser, siger Olav Dag Hauge til NTB.
/ritzau/NTB