Tidligere premierminister Gordon Brown kritiserer sit parti for at have en uklar holdning til antisemitisme.
Medlemmerne af det ledende organ i det britiske arbejderparti Labour samles ifølge BBC tirsdag for at diskutere, om partiet skal vedtage en fuldstændig international definition af antisemitisme (had mod jøder).
Det sker efter flere måneders uro i partiet, hvor kritikere siger, at en del partimedlemmer er antisemitiske.
Den tidligere britiske premierminister Gordon Brown kritiserer sit parti for at have en uklar holdning til antisemitisme. Brown kræver, at hans partifæller anerkender den internationale definition på antisemitisme.
Det sker efter flere måneders bitter diskussion, der ikke mindst drejer sig om den nuværende partileder, Jeremy Corbyn, som længe er blevet beskyldt for at tillade antisemitiske holdninger i partiet.
Tidligere på ugen meddelte en af arbejderpartiets veteraner, Frank Field, som har siddet i parlamentet i næsten 40 år, at han trækker sig fra en post, hvor han havde ansvaret for at sikre partidisciplinen.
Han henviste til, at Jeremy Corbyn ikke havde formået at få stoppet de mange anklager om antisemitisme.
Labours ledende organ skal ved mødet tirsdag drøfte, hvorvidt partiet skal anerkende den internationale definition af antisemitisme. Den er formuleret af Den Internationale Holocaust Remembrance Alliance (IHRA).
Nogle partimedlemmer støtter dog ikke denne definition, da den ikke tillader hård kritik af Israels politik over for palæstinenserne.
Gordon Brown, som var premierminister i årene 2007 og 2010, siger, at spørgsmålet om antisemitisme dybest set handler om "Labours sjæl".