Efter mordet på den prominente tunesiske oppositionspolitiker Chokri Belaid opfordrer hans partifæller til, at der indføres generalstrejke i det nordafrikanske land.
Samtidig har oppositionen trukket sig fra Tunesiens nationalforsamling, lyder det i en erklæring. Således har fire partier meddelt, at de suspenderer deres medlemskab af parlamentet.
Familien til Chokri Belaid beskylder Tunesiens regeringsparti, Ennahda med leder Rached Ghannouchi i spidsen, for at stå bag drabet.
- Jeg anklager Rached Ghannuochi for at myrde min bror, raser broren til Chokri Belaid.
Men regeringspartiet erklærer sig uskyldig i mordet, skriver Reuters.
Hustruen til Chokri Belaid fortæller en lokal radiostation, at hendes mand blev ramt af to skud ved attentatet.
Den tunesiske premierminister Hamadi Jebali kalder mordet på Belaid "en terrorhandling" mod Tunesien.
- Det er en kriminel handling, en terrorhandling, ikke kun mod Belaid, men mod hele Tunesien, siger Jebali, der samtidig lover at finde og arrestere morderen så hurtigt som muligt.
- Det tunesiske parti er ikke vant til sådanne episoder. Det er et seriøst skifte. Vores pligt til alle som regering, som et folk, er at være kloge og ikke falde i den kriminelle fælde, som søger at skubbe landet ud i kaos, tilføjer han.
/ritzau/Reuters