Tysklands udenrigsminister er i modvind i egne rækker. Hans parti får smæk i meningsmålingerne, og flere vil have ham afsat som partiformand.
Der er knurren i geledderne bag Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle.
Han leder partiet De Frie Demokrater (FDP), der er juniorpartner i koalitionsregeringen, men meningsmålingerne går partiet imod.
Senest siger en måling, at FDP måske vil ryge under spærregrænsen på fem procent, hvis der var valg nu, og så vil der slet ikke været noget FDP i Forbundsdagen i Berlin.
Onsdag siger Rüdiger Linsler, FDP's leder i den lille delstat Saarland, rent ud, at Westerwelle skal gå af som partiformand.
- Jeg er overbevist om, at det er et nødvendigt skridt. Jeg håber, at det går op for Guido Westerwelle, inden skaden på FDP bliver værre, siger han i et interview med avisen Saarbrücker Zeitung.
Andre FDP-ledere har hurtigt været ude med deres støtte til udenrigsministeren, men Linsler er ikke den eneste, der er ude med riven.
For nylig har FDP's leder i delstaten Hessen, Jürg-Uwe Hahn, foreslået, at Westerwelle afholder sig fra at udtale sig om interne tyske anliggender.
Som partileder er Westerwelle vicekansler i regeringen, der ledes af det konservative CDU med Angela Merkel som forbundskansler.
/ritzau/dpa