En lang række arabiske og internationale organisationer har sendt en appel til verdens førende industrilande om, at de finder en fredelig løsning i Syrien og skrotter planer om en militær intervention i borgerkrigen.
Verdens ledende stats- og regeringschefer er samlet til G20-topmøde i Skt. Petersborg torsdag, hvor de blandt andet skal diskutere Syrien.
Børnehjælpsorganisationen World Vision opfordrer i et brev den tyske forbundskansler, Angela Merkel, til at lægge pres på G20-lederne om at arbejde for fred, og organisationen advarer en mulig "storbrand", hvis man anvender militær magt.
265 arabiske civilorganisationer appellerer samtidig til den amerikanske præsident, Barack Obama, og hans russiske kollega Vladimir Putin, at de finder sammen om en politisk løsning.
USA's præsident går efter en militær intervention, men afventer en afstemning i Kongressen, hvis godkendelse han ønsker. Rusland derimod er grundlæggende modstander af et angreb.
Fra de mange hjælpeorganisationer lyder opfordringen, at verdenssamfundet må nå til enighed og mødes ved forhandlingsbordet.
En anden hjælpeorganisation - Oxfam - har sendt et ønske til stats- og regeringscheferne i Skt. Petersborg om, at man snarest får forhandlet en våbenhvile i Syrien:
- En militær intervention er ikke det rette svar, og det vil medføre uforudsigelige og skadelige konsekvenser i hele regionen.
Syrien er i øjeblikket "verdens største humanitære krise", hedder det fra de mange uafhængige organisationer.
Den tyske forbundskansler siger, at hun vil slås for en fredelig løsning.
- Selvom der næsten ikke er noget håb, må man altid blive ved med at prøve. Det er i hvert fald sådan, jeg ser min rolle, sagde Merkel onsdag aften.
Siden borgerkrigen i Syrien brød ud for to år siden, har flere end 100.000 mennesker mistet livet.
FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) meddelte for nylig, at flere end to millioner syrere er flygtet ud af landet.
/ritzau/dpa