Beskydning af hotel i Abidjan, hvor præsident Ouattara opholder sig, optrapper konflikten i Elfenbenskysten.
Det hotel i Elfenbenskystens kommercielle hovedstad, Abidjan, hvor landets internationalt anerkendte præsident, Alassane Ouattara, har haft hovedkvarter siden det omstridte præsidentvalg i november i fjor, er blevet ramt af mortergranater.
- Mortergranater er slået ned i Golf Hotel, siger en FN-embedsmand.
Embedsmanden siger, at ingen er kommet til skade ved angrebet, og at mortergranaterne ser ud til at være affyret fra området ved præsidentpaladset i Abidjan, hvor Laurent Gbagbo, der nægter at træde tilbage som præsident, har forskanset sig.
Det er første gang under konflikten, at Ouattaras hovedkvarter er kommet under beskydning.
FN advarede tidligere lørdag om, at Gbagbos styrker havde genvundet terræn i Abidjan.
De nye kampe har sat en foreløbig stopper for franske soldaters planlagte evakuering af diplomater fra Abidjan lørdag.
/ritzau/Reuters