Paris Hilton er blevet anholdt i Sydafrika for overtrædelse af narkotikalovgivningen. Det skete i forbindelse med overværelse af en VM-kamp.
Hollywood-kendissen Paris Hilton er blevet anholdt i den sydafrikanske by Port Elizabeth efter at have overværet en kamp under VM i fodbold. Det oplyser lokale medier.
Paris Hilton blev omkring midnat fremstillet i en speciel VM-domstol, skriver Jyllands-Posten.dk, som citerer nyhedsbureauet AP.
Hverken hun eller rettens embedsmænd kom med nogle udtalelser, og Hilton blev hurtigt ført væk til et andet rum.
Ifølge DispatchOnline var Hilton til stede ved fodboldkampen mellem Brasilien og Holland. Her blev hun anholdt og ført fra stadion af politiet, oplyser hjemmesiden.
Sydafrikanske News24 oplyser, at Hilton er blevet anholdt i en "narkotikarelateret sag".
Sydafrikansk politi kunne ikke umiddelbart bekræfter oplysningerne, og siger, at der ikke vil blive frigivet oplysninger om sagen før efter retsmødet.
/ritzau/Reuters