Mindst 150 mennesker var om bord i det fly, der styrtede ned i nationalparken Margalla Hills ved Pakistans hovedstad, Islamabad, og brød i brand.
Et passagerfly fra det pakistanske luftfartsselskab Air Blue er styrtet ned ved Pakistans hovedstad, Islamabad. Ifølge de foreløbige oplysninger var der 150 mennesker om bord flyet, oplyser de lokale myndigheder.
Flyet brød i brand, da det styrtede ned i et højdedrag i nationalparken Margalla Hills lige nord for Islamabad. Det vælter tyk røg op fra området, og der er ikke oplysninger om overlevende.
- Der var 146 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord. Vi er ved at samle oplysninger. Vi har ikke flere detaljer, siger Mubarik Shah, talsmand for de pakistanske luftfartsmyndigheder til nyhedsbureauet Reuters.
Passagerflyet fra Air Blue var på en flyvning fra Karachi, Pakistans største by, og var ved at gøre klar til at lande i Islamabad, da det forulykkede.
Styrtet skete under voldsomt regnvejr. Dette og det uvejsomme terræn, flyet er styrtet ned i, gør redningsarbejdet vanskeligt.
/ritzau/AFP