Annonce
Udland

Pfizer vil søge om godkendelse til tredje vaccinestik i USA

Mikael Dolsten, der er forskningschef ved Pfizer, siger, at Pfizer inden for en måned vil ansøge om godkendelse i USA til et tredje stik med vaccinen fra Pfizer/BioNTech. (Arkivfoto) Foto: Neil Hall/Ritzau Scanpix

Tidlige data i ikke-offentliggjort studie viser ifølge Pfizer betydeligt flere antistoffer ved et tredje stik.

Pfizer planlægger inden for en måned at søge om godkendelse i USA til et tredje stik med selskabets vaccine mod covid-19.

Det siger forskningschef Mikael Dolsten i et interview med nyhedsbureauet Reuters og flere andre medier.

I øjeblikket er vaccinen fra Pfizer/BioNTech godkendt til nødbrug i USA, og den kræver to stik, før en person er færdigvaccineret.

Forskningschefen begrunder den varslede ansøgning med to ting:

For det første viser foreløbige data, at de, der har fået Pfizer-vaccinen et halvt år efter vaccinationen, oplever et faldende niveau af antistoffer og dermed har større risiko for at blive smittet.

Dolsten understreger dog, at selv om niveauet af antistoffer falder, ser beskyttelsen mod alvorlig sygdom ud til stadig at være høj ifølge Pfizers data. Pfizers data er endnu ikke offentliggjort.

For det andet henviser Pfizer til Delta-varianten, der er på fremmarch i en lang række lande. Det er den variant, som først blev opdaget i Indien.

- Pfizer-vaccinen er meget effektiv mod Delta-varianten, siger forskningschefen.

Men efter et halvt år "er der sandsynligvis en risiko for reinfektion, da antistofferne - som forventeligt - aftager", siger han.

Ifølge Mikael Dolsten indikerer data fra Israel og Storbritannien, at selv med et faldende niveau af antistoffer reducerer vaccinen stadig antallet af tilfælde med alvorlig sygdom med covid-19 med omkring 95 procent.

Pfizer oplyser, at der samtidig er foreløbige data i et ikke-offentliggjort studie, der viser, at personer efter tredje stik udvikler mellem fem og ti gange så mange antistoffer mod coronavirus som efter andet vaccinestik.

Topchef hos Pfizer Albert Bourla har tidligere indikeret, at folk muligvis skal have et stik med vaccinen hver 12. måned, som man kender det fra årlige influenzavacciner.

Forskningschefen, Mikael Dolsten, mener, at det tredje stik især vil være vigtigt at give til folk i de ældre aldersgrupper.

Pandemien har vist, at alder spiller en faktor for, hvor alvorligt et sygdomsforløb man risikerer at få, hvis man smittes med coronavirus.

Det er også blandt grundene til, at en række lande, herunder Danmark, startede med at vaccinere de ældste i befolkningen først.

Mens nogle lande er langt med deres vaccination af befolkningen, er store dele af verdenen knap begyndt.

Hvis de amerikanske myndigheder godkender, at der kan gives et tredje stik med vaccinen, kan det øge efterspørgslen yderligere.

Derfor er Pfizer ved at undersøge, hvordan selskabet kan sætte yderligere fart på produktionen.

Ifølge Eric Topol, der er professor i molekylær medicin og leder af Scripps Research i Californien, bør man dog ikke basere beslutningen om at give et tredje vaccinestik udelukkende på mængden af antistoffer.

Han siger, at man på den måde ignorerer andre vigtige dele af kroppens immunrespons, som også reagerer mod virus.

- Der er brug for bedre studier til at afklare det. Det handler ikke kun om at neutralisere antistoffer, siger professoren.

Det er uvist, om og i givet fald hvilken betydning udmeldingen fra det amerikanske selskab kan få for Danmark.

Da Pfizer i begyndelsen søgte om at få sin vaccine godkendt til brug på voksne og senere også til at bruge vaccinen på børn, ansøgte selskabet i USA først og siden hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Pfizers vaccine er den, der er givet flest stik med i Danmark. Her vaccineres også med vaccinen fra Moderna. Vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson er det muligt at bede om at få i en dansk tilvalgsordning.

Af foreløbige data i et studie, som Pfizer endnu ikke har offentliggjort, fremgår det angiveligt, at personer efter et tredje stik udvikler betydeligt flere antistoffer end efter det andet stik. (Arkivfoto) Foto: Eduardo Parra/Ritzau Scanpix
  • Mikael Dolsten, der er forskningschef ved Pfizer, siger, at Pfizer inden for en måned vil ansøge om godkendelse i USA til et tredje stik med vaccinen fra Pfizer/BioNTech. (Arkivfoto) Foto: Neil Hall/Ritzau Scanpix
  • Af foreløbige data i et studie, som Pfizer endnu ikke har offentliggjort, fremgår det angiveligt, at personer efter et tredje stik udvikler betydeligt flere antistoffer end efter det andet stik. (Arkivfoto) Foto: Eduardo Parra/Ritzau Scanpix
Annonce
Udland

Brandmand mister livet i redningsaktion under sydtyske oversvømmelser

Udland

Trump kendt skyldig: Ingen er hævet over loven

Annonce
Annonce
112

Stoppet af politiet: Bilist uden kørekort ville gratis med færgen

112

Politiet tog bilen og sigtede kvinden for et hav af forhold

112

Smadrede rude og blev kørt direkte i fængsel

Indland

Dansk myndighed afblæser gasforsyningskrise

112

Stukket i ryggen med kniv: Nu har han meldt sig selv

Lolland

Lolland er helt i toppen: Intet sted er den grønnere

Lolland

Skimmelsvamp sender 180 væk: De er begejstrede over løsning

Sport

Niklas Landin stopper på landsholdet

Sport

Markant flere til håndbold: Tilskuerne strømmer ind i den nye hal

112

Familie på gåtur fandt knogle fra Emilie Meng

Vejret

Vink farvel til sommervejr: Nu kommer regnen og blæsten

Indland

Nu er får de ældre anonym samtalelinje

Guldborgsund

Socialbevidst kok er ny forpagter på familiecamping

Politik

S-politiker med fortid på Falster trækker sig efter "Den sorte svane"

Indland

It-forsker opfordrer Ticketmaster-brugere til at skifte kode

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Statsministeren på dobbelt-besøg på Falster

Madens Folkemøde

Hun er særdeles tilfreds: - Jeg kan slet ikke finde på noget dårligt at sige

Udland

Brandmand mister livet i redningsaktion under sydtyske oversvømmelser

Lokal nyt

Glæder sig over flere penge til vanskeligt stillede kommuner

Erhverv

Lander millionoverskud trods vanskeligt år

Madens Folkemøde

Kendt forfatter på lollandsk mad-mission

Indland

Færre strande får blåt flag - ny ordning vinder indpas