Kriminelle med forkærlighed for Picasso er atter slået til i Frankrig. Denne gang er røvere sluppet væk med blandt andet et litografi af den spanske maler.
Ukendte gerningsmænd har overfaldet en pensionist i hans hjem i Marseilles og stjålet fem kunstværker, heriblandt et litografi af Picasso.
Røveriet kommer få dage efter, at kunsttyve slap væk med malerier for flere milliarder kroner i Paris.
Kunstkuppet i Marseilles fandt sted fredag efter at to mænd ringede på hjemme hos pensionisten.
Da han åbnede døren blev han slået ned af røverne, der styrtede ind i dagligstuen og bemægtigede sig kunstværkerne.
Fransk politi siger lørdag, at de fortsat jagter røverne, men at værdien af de fem værker endnu ikke er blevet fastslået.
I onsdags slap tyve væk med malerier for 3,7 milliarder kroner fra Musée d'Art Moderne de la Ville de Paris i den franske hovedstad.
Der var tale om værker af Pablo Picasso, Henri Matisse, George Braque, Amedeo Modigliani og Fernand Leger.
Kunsttyveriet blev opdaget torsdag morgen. Kilder på museet siger, at det lykkedes tyvene at sætte museets alarmsystem ud af kraft.
/ritzau/AFP