Roman Polanski fik prisen for bedste film og som bedste instruktør ved uddelingen af de europæiske filmpriser.
Det blev Roman Polanskis film "Skyggen", som høstede langt de fleste statuetter, da Det Europæiske Filmakademi lørdag aften uddelte årets filmpriser i Estlands hovedstad, Tallinn.
"Skyggen" - som på originalsproget har titlen "The Ghost Writer" - blev kåret som årets bedste europæiske film, mens Polanski selv fik prisen som bedste instruktør.
Prisen for bedste mandlige skuespiller gik til Ewan McGregor, der spiller hovedrollen som en journalist, som hyres til at skrive en tidligere premierministers memoirer.
Dermed blev det ikke danske Jacob Cedergren, der skulle på podiet. Han var nomineret i samme kategori for sin hovedrolle i Thomas Vinterbergs film "Submarino".
Også en anden dansk film, krigsfilmen "Armadillo", var nomineret i kategorien bedste dokumentar. Men her gik årets pris til "Nostalgia de la Luz" af den chilenske instruktør Patricio Guzmán.
/ritzau/