Kraftigt efterskælv rammer Haitis hovedstad, Port-au-Prince. Flere end 30 efterskælv har ramt Haiti i kølvandet på tirsdagens ødelæggende jordskælv.
Haitis ødelagte hovedstad, Port-au-Prince, blev lørdag ramt af et efterskælv af styrken 4,5 på Richter-skalaen, oplyser amerikanske geologer.
Det kraftige efterskælv kommer fire døgn efter, at Haiti blev ramt af et massivt jordskælv, der har lagt hovedstaden og en række andre byer i ruiner.
Efterskælvet havde centrum bare 25 kilometer fra hovedstaden, oplyser USA's Geologiske Undersøgelser.
Flere end 30 efterskælv af forskellig styrke har ramt Haiti i kølvandet på tirsdagens jordskælv og har skabt panik blandt indbyggere, der lever under åben himmel som følge af katastrofen.
/ritzau/AFP