PORTRÆT: Diktatoren Lukasjenko sidder tungt på tronen

Da Alexander Lukasjenko vandt det hviderussiske valg i 1994, var det startskuddet til mere end 20 år med en stålsat leder, der har indført en konservativ og reformfattig politik og et jernhårdt greb om alt, der hedder opposition og kritiske medier.

Det var dog samtidig et goddag til en leder, der har formået at aflæse sin befolkning og samle landet efter en identitetskrise i kølvandet på Sovjetunionens opløsning.

Alexander Lukasjenko blev født 30. august i 1954 i et boligbyggeri nær Kopys i Vitebsk-regionen i, hvad der dengang var Sovjetunionen, og i dag er en del af Hviderusland.

Han voksede op uden en far og blev opdraget af sin mor, inden han tog på universitet, hvor han blev uddannet fra Mogilev Statsuniversitet i 1975. Umiddelbart efterfølgende var han hos de sovjetiske grænsetropper og fra 1980-82 i den sovjetiske hær.

I 1990 begyndte Lukasjenkos politiske karriere så småt at tage fart. Her blev han valgt ind i det hviderussiske parlament, og fire år senere - 10. juli 1994 - blev han valgt som præsident efter en valgkamp, der inkluderede fem modkandidater.

Og siden dengang har Lukasjenko altså dikteret det hviderussiske styre med hård hånd, hvilket blandt andet har kastet tilnavnet "Europas sidste diktator" af sig.

Blandt Lukasjenkos positive tiltag kan nævnes hans sikre greb om den hviderussiske økonomi, der, selvom Hviderusland stadig er et fattigt land, klarer sig bedre end mange af de 14 øvrige lande, der opstod efter Sovjetunionens opløsning i 1991.

Samtidig kritiseres han dog kraftigt for at undertrykke både befolkningen, oppositionen og landets medier. Hviderusland står på samme tid særdeles stille i forhold til andre dele af Europa. Blandt andet har der tidligere i Hviderusland været eksempler på dødsstraf ved nakkeskud.

Siden Lukasjenko blev valgt, har han opnået genvalg i 2001, 2006 og 2010.

Kilde: worldnews.com, president.gov.by, Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker i Dansk Institut for Internationale Studier, Diis.