Et opgør med staten Tyrkiets rødder har givet Recep Tayyip Erdogan øgenavnet "Tyrkiets Sultan"
Han var ikke på valg søndag - alligevel blev han den store vinder. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Vælgerne gav det parti, som han har skabt, AKP, et flertal i parlamentet og har dermed udryddet enhver tvivl om, at præsidenten har magten i Tyrkiet.
Modsat Tyrkiets landsfader Mustafa Kemal Ataturk har Erdogan altid talt åbent om sine ambitioner om at gøre Tyrkiet til en islamisk stat.
Det gjorde han allerede i 90'erne, da han var borgmester i Istanbul. Det kostede ham blandt andet fire måneder i fængsel i 1997 for at opildne til had.
Han blev kendt i hele Tyrkiet, da han som borgmester gennemførte sociale forbedringer for tilflyttere fra landområderne.
Til forskel fra mange politikere i den traditionelle elite voksede Erdogan op i et fattigt kvarter og solgte limonade og sesamboller for at hjælpe sin familie. Han begyndte tidligt på politisk arbejde og tog sideløbende en universitetsgrad i driftsledelse.
I 2001 stiftede han partiet AKP, og to år senere blev han valgt til premierminister i Tyrkiet som AKP's kandidat.
I sin tid som premierminister skabte han sig en stærk position ved at udmanøvrere de traditionelle magthavere, som ønskede et verdsligt og vestligt præget Tyrkiet.
Erdogan har blandt andet konsolideret sin magt ved at retsforfølge officerer i hæren, som mistænkes for at have haft planer om et kup.
Under korruptionsundersøgelser mod premierministeren i 2014 forsvarede han sin magt ved at afskedige adskillige i politiet. Senere på året blev han valgt som landets præsident.
Blandt andet på grund af hans stil vurderede Asli Aydintasbas fra tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR) før valget søndag, at det også var hans måde at styre landet, der var på valg.
- En stigning i antallet af stemmer til AKP vil signalere, at vælgerne godt kan lide Erdogans autoritære stil. Lige fra hans Putin-agtige overtagelse af medierne til hans krigeriske tone over for hans kritikere, sagde han til AFP.
Det til trods for, at det var pladserne i parlamentet og ikke præsidenten selv, der var på stemmesedlen.