Annonce
Udland

PORTRÆT: Snowden - nørden der blæste i fløjten

Hvem er han egentlig, amerikaneren Edward Snowden - tidens vel nok mest omtalte og jagede person?

Manden, der af mange betegnes som en frihedens forkæmper, men af andre kaldes forræder, fik mildest talt en noget mindre spektakulær start på livet, end den seneste tids hændelser kunne indikere:

Den i dag 30-årige Snowden er selverklæret nørd og måtte som teenager opgive at færdiggøre gymnasiet.

Således var det også de allerfærreste, der havde hørt om it-teknikeren og efterretningsmanden med en fortid i NSA og CIA, da han pludselig dukkede op og startede en lavine af afsløringer af USA's verdensomspændende overvågning.

Afsløringer, der betegnes som et af de største læk i amerikansk historie, og som efter alt at dømme langt fra er færdige med at udfolde sig for en måbende verden.

Hans klassekammerater husker ham som en rolig, lyshåret dreng - ofte klistret til computerskærmen. Som 15-årig forlod han gymnasiet uden eksamen.

Snowden havde en lille, stramt sammentømret kreds af venner i nærheden af byen Baltimore nord for hovedstaden Washington D.C. på den amerikanske østkyst, hvor han boede.

Sammen byggede de deres egne computere, levede og åndede på internettet og brugte timevis på japanske animationsfilm.

- Han var en nørd ligesom resten af os, siger en ven til New York Times.

- Vi spillede videospil og så animationsfilm - og det var før, nørd var cool, siger han.

Snowden boede praktisk talt i en onlineverden.

Han skabte en såkaldt avatar, en karakter eller et alter ego, som han kaldte "The TrueHooha", og fra 2003 brugte han time efter time på at spille onlinespil og bevægede sig fra det ene internetforum til det andet.

Fra 2007 til 2009 skrev han hundredvis af kommentarer på Ars Technica, et nyhedssite om teknologi, der tilsammen tegner et billede af en person, der "altid var sikker på sig selv, til tider i en sådan grad, at det virkede arrogant", skriver hjemmesiden.

- Ofte troede han, at han var den klogeste person på siden, og det lod han andre vide, lyder det i beskrivelsen.

I 2003 sluttede Snowden sig til den amerikanske hær med et ønske om at kæmpe i Irak, men drømmen brast, da han under en øvelse brækkede begge ben og efterfølgende blev ekskluderet fra tjeneste.

Herefter fulgte et job som sikkerhedsvagt for National Security Agency (NSA), en af de største og mest hemmelighedsfulde af de amerikanske efterretningstjenester.

I 2006 lykkedes det den unge computernørd at få et job i efterretningstjenesten CIA, hvor han arbejdede med it-sikkerhed, og organisationen sendte ham til Geneve i Schweiz med en fed lønseddel.

Men her blev han skuffet, har han sagt til den britiske avis The Guardian.

- Det meste af det, jeg så i Geneve, gjorde mig desillusioneret i forhold til min regerings funktioner, og hvilken påvirkning den har på verden. Jeg blev klar over, at jeg var en del af noget, der gjorde meget mere skade end gavn.

Snowden har forklaret, at han allerede dengang overvejede at blive whistleblower, men at han besluttede sig for at vente og se, om USA ville fortsætte den samme kurs.

På Ars Technica lod han sine meninger flyde fra den schweiziske by.

Blandt andet udviste han tidligt stærke libertarianske tilbøjeligheder, da han proklamerede sin støtte til den konservative politiker Ron Paul, der kæmpede for at blive nomineret som Republikanernes præsidentkandidat.

To gange gav Snowden 250 dollar til Pauls valgkampagne.

Ron Paul var stærk fortaler for at indskrænke statens beføjelser, havde i sin politiske karriere aldrig stemt for forslag, der benyttede offentlige midler, og under valgkampen sagde han, at han ville nedlægge både FBI, CIA og IRS (det amerikanske skattevæsen).

I 2009 forlod Snowden CIA og vendte tilbage til NSA på en amerikansk militærbase i Japan, men nævnte sjældent sit job i onlinesamtaler.

Året efter var han til gengæld tilbage med fuld styrke på Ars Technica og leverede en række politiske budskaber.

- Samfundet har virkelig udviklet en ubetinget lydighed over for uhyggelige typer, skrev Snowden.

Og tre år senere skete det så:

Gennem anerkendte medier har Snowden afsløret et verdensomspændende amerikansk overvågningsprogram, der både indebærer overvågning af almindelige borgere, men også centrale EU-kontorer - herunder hovedkvarteret i Bruxelles.

Adgangen til oplysningerne fik Snowden, da han efter årene i Japan havde fået job hos det private firma Booz Allen Hamilton, der var hyret til at varetage opgaver for NSA.

Efter eget udsagn tog amerikaneren jobbet med det erklærede mål at stjæle og lække oplysningerne om overvågningen.

Jobbet foregik på Hawaii, hvor Snowden opholdt sig sammen med sin 28-årige kæreste, Lindsay Mills.

På en blog har hun beskrevet sig selv som en "world-travelling, pole-dancing super hero".

Den blog er senere blevet deaktiveret, men Snowdens afsløringer ser ud til at fortsætte.

De første afsløringer blev bragt i begyndelsen af juni i The Guardian og The Washington Post og blev straks forsidestof verden over, men allerede i maj havde Snowden forladt USA for at søge skjul i Hongkong.

Med sig havde han fire computere og kopier af fortrolige dokumenter.

- Det var oplevelsen af at se en fortsat række af løgne fra højtstående embedsmænd til Kongressen ... Det tvang mig til at handle. Der var ikke noget bestemt afgørende øjeblik, siger Snowden til spørgsmålet om, hvorfor han valgte at blive en af verdenshistoriens største whistleblowers.

/ritzau/AFP

Annonce
Udland

Trump kendt skyldig: Ingen er hævet over loven

Udland

Trump-advokat: Se bort fra slibrige detaljer

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Får kæmpebeløb til særlig have: - Jeg troede dårligt mine egne øjne

Lolland

3.900 besøgte Whitsun: Nu er regnskabet gjort op

Lokal nyt

Glæder sig over flere penge til vanskeligt stillede kommuner

Indland

Færre strande får blåt flag - ny ordning vinder indpas

Guldborgsund

Usikkerhed om omdiskuteret præstegård: Køber er sprunget fra

Madens Folkemøde

Kendt forfatter på lollandsk mad-mission

Guldborgsund

Lokale projekter får millioner fra fond: - Vi er meget glade og beærede

Lokal nyt

Glad formand: - Det er noget, jeg virkelig har kæmpet for i mange år

Madens Folkemøde

Ø-formand ”scoutede” på folkemøde

Indland

Danmark skal gøre kræftkampen kunstigt intelligent

Lokal nyt

Ny aftale sikrer over to milliarder kroner mere til sundhed

112

Brand i Næstved sender ikke længere røg ind over beboelsesområde

Vejret

Nu er sommeren her: Så varmt bliver det på LF

Sport

Slagen NFC-spiller: - Det er en hård omgang

Guldborgsund

Frank fra Kastaniegaarden til topmøde

Annonce
Annonce
Maribo

Renoveringskapløb: Flere huse ramt af råd

112

Bagagen lugtede mistænkeligt - og det var der en grund til

Guldborgsund

Simon Hansen ser tabte forældre

Guldborgsund

Nyt samarbejde? Kan ikke sige så meget konkret endnu

Sport

Nye tørre tæsk til chanceløse Nykøbing FC

Maribo

Karen Margrethe druknede i vandmasserne

Sport

Efter tre nederlag i træk: - Vi tager til Roskilde for at få noget med hjem