Økonomisk og politisk krise forværret i Lissabon efter forkastelse af spareplan. Regeringschef går af.
Portugals premierminister, Jose Socrates, trådte onsdag aften tilbage, efter at parlamentet havde forkastet en spareplan fra hans mindretalsregering.
Hans tilbagetræden forstærker usikkerheden omkring landets gældskrise og skaber krisestemning i EU forud for et topmøde torsdag og fredag i Bruxelles om euroen.
- Premierminister Socrates er trådt tilbage, hedder det i en erklæring fra præsident Anibal Cavaco Silvas kontor.
Den kom umiddelbart efter parlamentsafstemningen, hvor alle fem oppositionspartier gik imod spareplanen, som kom efter en lang række nedskæringer inden for det seneste år.
/ritzau/AFP