Efter terrorangrebet i Moskva vil de russiske myndigheder tage hårdere midler i brug mod militante oprørere. Putin lover, at de skyldige bliver fundet.
Ruslands premierminister, Vladimir Putin, har beordret landets sikkerhedsstyrker til at finde bagmændene til det blodige terrorangreb i Moskva. Han siger, at de skal "skrabes op fra bunden af kloakkerne".
- Vi ved, at de holder lav profil. Men nu er det op til sikkerhedsstyrkerne at få skrabet dem op fra bunden af kloakkerne og bringe dem ud i dagens lys, siger Putin.
- Og det vil ske, forsikrer han.
Putins ordvalg minder meget om hans berømte løfte i 1999 om at slå hårdt ned på oprørerne. Udsagnet dengang varslede vedtagelsen af en skærpet kamp fra myndighedernes side mod militante tjetjenske oprørere.
/ritzau/AFP