Det kom til voldsomme sammenstød mellem Obama og en ledende republikaner under onsdagens økonomiforhandlinger.
USA's præsident, Barack Obama, og en af hans ledende republikanske modstandere, Eric Cantor, røg verbalt i totterne på hinanden under onsdagens forhandlinger om, hvordan man undgår, at USA må gå i betalingsstandsning i starten af august.
Eric Cantor, der er leder af Repræsentanternes Hus, forsøgte at få præsidenten til at acceptere en kortsigtet løsning, der tillader USA at låne flere penge, fremfor en langsigtet plan for at bringe statsunderskuddet ned.
Ifølge både republikanske og demokratiske deltagere i mødet blev det skarpt afvist af en ophidset Obama.
Præsidenten sagde, at han vil nedlægge veto mod en kortsigtet løsning og advarede Cantor med ordene: "Du skal ikke tro, at jeg bluffer".
Obama sagde på mødet, der varede et par timer, at han ikke er bange for "at nedlægge veto" mod en kortsigtet løsning eller "forsvare det over for det amerikanske folk".
Desuden advarede han om, at en betalingsstandsning vil føre til "skattestigninger for hver eneste amerikaner."
- Jeg har nået det punkt, hvor jeg siger: nok, sagde Obama ifølge en republikaner og tilføjede:
- Jeg har nået min grænse. Det kan betyde enden for mig som præsident, men jeg giver mig ikke på dette punkt.
En demokrat kalder dog forhandlingerne for "spændte, men konstruktive", og fortæller at stridens kerne er, at republikanerne vil have en kortsigtet aftale uden de skattestigninger til de rige, som præsidenten vil have.
- Demokraterne gjorde det klart, at de vil gå imod enhver kortsigtet løsning, fordi det vil tirre markedet med Moody's advarsel som det seneste bevis.
Dermed henviser demokraten til, at kreditvurderingsselskabet Moody's onsdag oplyste, at man overvejer at nedgradere USA's kreditværdighed.
/ritzau/AFP