Irlands parlament har vedtaget den skrappe finanslov, der sikrer Irland en hjælpepakke fra EU og IMF.
Overhuset i Irlands parlament har vedtaget finansloven, og dermed er vejen banet for, at den trængte premierminister Brian Cowen kan udskrive valg.
Finansloven, som i forvejen er vedtaget af underhuset, indeholder betydelige nedskæringer. Det er prisen for, at Irland kan få hjælpepakken på 67,5 milliarder euro af EU og Den Internationale Valutafond (IMF).
- Finansloven sendes til præsidenten, der skal skrive den under, siger en regeringstalsmand.
Premierminister Cowens popularitet er raslet ned siden november, da han blev tvunget til at acceptere EU's og IMF's sparekrav for at få hjælpepakken, som skal hjælpe Irland med at komme op af den økonomiske sump.
Cowen, der også er blevet tvunget til at gå af som formand for sit parti, Fianna Fail, har meddelt, at han på tirsdag vil bede præsident Mary McAleese opløse parlamentet og udskrive valg. Valget ventes den 25. februar.
Oppositionsleder Enda Kenny har meddelt, at hvis han vinder valget, hvad det ser ud til, vil han genforhandle betingelserne i hjælpepakken.
/ritzau/AFP