Seks stormagter, heriblandt Rusland og Kina, er blevet enige om at iværksætte nye sanktioner mod Iran på grund af landets omstridte atomprogram.
Seks stormagter, heriblandt Rusland og Kina, har besluttet at iværksætte nye sanktioner mod Iran på grund af landets omstridte atomprogram. Det siger en kilde med kendskab til forhandlingerne.
Repræsentanter for Storbritannien, USA, Frankrig og Tyskland skulle være nået til enighed med Kina og Rusland om snarest at sætte gang i forberedelserne af en ny resolution i FN's Sikkerhedsråd.
Kina har hidtil tøvet med at tilslutte sig de fem andre landes ønske om at indføre nye sanktioner mod Iran. Men på det seneste er også regeringen i Beijing blevet overbevist om, at det er den rigtige løsning på den langvarige atomstrid med styret i Teheran.
- Kineserne ved godt, at det ikke er i deres interesse at have et atomvåbenkapløb i Mellemøsten, siger en talsmand for Det Hvide Hus i Washington, Bill Burton.
- Vi er overbeviste om, at vi vil være i stand til at samarbejde med dem om at lægge et meningsfuld pres på Iran, tilføjer han.
/ritzau/Reuters