Spaniens premierminister planlægger at benåde separatister, der blev fængslet efter løsrivelsesforsøg i 2017.
Ni catalanske separatister, der blev fængslet efter et løsrivelsesforsøg i 2017, bliver efter planen benådet tirsdag.
Det siger Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, i en tale mandag.
De ni personer, der stod i spidsen for Cataloniens forsøg på løsrivelse fra Spanien, blev fængslet i 2019.
Løsrivelsesforsøget skabte Spaniens største politiske krise i årtier.
Planen om at benåde de fængslede ledere mangler fortsat en formel blåstempling fra regeringen. Ønsket er, at beslutningen sætter skub i forhandlinger mellem den spanske regering og catalanske myndigheder.
- Konfrontationer løser ikke nogen problemer, siger Sánchez i mandagens tale ved operahuset i den catalanske hovedstad, Barcelona.
- For at nå frem til en aftale er der nogen, der skal tage første skridt. Den spanske regering tager nu det første skridt, lyder det.
I 2019 blev 12 catalanske politikere og aktivister dømt for deres roller i løsrivelsesforsøget i 2017. Ni af dem modtog straffe på mellem 9 og 13 år.
Dommen udløste store og til tider voldelige protester i Catalonien.
Et snævert flertal af spanierne - 53 procent - er imod at benåde de fængslede separatister. 68 procent af catalonierne er dog for. Det fremgår af en meningsmåling fra Ipsos ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge mange konservative er den socialistiske premierminister Sánchez drevet af et ønske om at holde fast i magten i Spanien.
Sánchez' mindretalsregering er delvist afhængig af catalanske separatister for at kunne gennemføre lovgivning i det spanske parlament.