Den britiske regering, der allerede kæmper med brexit, har fået en ny hovedpine fra en uvant kant.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, er allerede under angreb fra sit eget parti, når det kommer til forhandlingerne om brexit.
Og nu lurer en ny trussel mod hende, hvor regeringens finanslov risikerer at blive stemt ned for første gang i 40 år.
Stridsmålet kommer fra en uvant kant, nemlig regulering af spilleautomater. Det skriver britiske The Guardian.
Striden har allerede fået Storbritanniens sportsminister Tracey Crouch til at trække sig, og nu har 70 medlemmer af det britiske parlament - heriblandt Boris Johnson og brexit-fortaleren Jacob Rees-Mogg - underskrevet en aftale, hvor de sværger at stemme imod finansloven, hvis ikke den bliver rettet.
Briterne er storforbrugere af såkaldte "Fixed Odds Betting Terminals", FOBT.
Det er automater, hvor kunder kan spille ting som roulette eller poker. Automaterne virker som enarmede tyveknægte, i og med at der er faste odds og en fast udbetalingsmængde.
Automaterne er ekstremt lukrative for spilleselskaberne og generer store skatteindtægter. De er dog samtidigt blevet anklaget for at ramme de svageste i samfundet.
- Disse maskiner er en social pest og udnytter nogle af de mest sårbare i samfundet. Vi er opsatte på at stoppe det og skabe et mere fair samfund for alle, sagde tidligere sportsminister Matt Hancock i maj.
Derfor præsenterede regeringen allerede sidste år en ny lov, der skal mindske maksimumsindsatsen på spilleautomater til to pund fra for nuværende 100 pund.
Men efter et tungt pres fra industrien, hvor blandt andre spilselskabet William Hill har spået tusindvis af tabte job og hundredvis af lukkede butikker, forlængede regeringen implementeringen af den nye lov til oktober 2019.
Det har dog fået parlamentet op i det røde felt, og underskriverne af løftet om at stemme nej til finansloven kræver, at loven bliver implementeret som planlagt i april.
- Nok er nok. Parlamentsmedlemmer på begge sider kræver implementeringen fremrykket.
- Regeringens position er uforsvarlig. Den kan enten følge vores krav eller forvente at tabe afstemningen om finansloven næste uge, siger medlem af parlamentet Carolyn Harris til The Guardian.
Det vil ifølge avisen være første gang siden 1978, at en regering ikke kan få sin egen finanslov gennem parlamentet.