Annonce
Udland

Steve Jobs var nørdernes visionære konge

Apples medstifter var en af de mest visionære erhvervsfolk i sin generation.

En af verdens mest betydningsfulde erhvervsledere, Apples medstifter og bestyrelsesformand Steve Jobs, er natten til torsdag dansk tid død.

Steve Jobs, der blev født den 24. februar 1955, har de senere år døjet med helbredet. Han fik således i 2004 konstateret kræft i bugspytkirtlen.

Der var dog tale om en særlig ikke-aggressiv type, som kunne behandles med en operation. Jobs fik dog senere nye helbredsproblemer og måtte igennem en levertransplantation i 2009.

I starten af 2011 gik Steve Jobs på sygeorlov og overlod den daglige ledelse for selskabet til Tim Cook. I august 2011 måtte han opgive at bestride jobbet som direktør for Apple.

Steve Jobs er en af stifterne af Apple, der de senere år er vokset til et af de mest værdifulde selskaber i verden, ikke mindst takket være salgstrumfer som iPod og iPhone.

Den store succes tilskrives i høj grad Jobs' særlige evner. Men både Apple og Jobs har gennem årene været gennem hårde år på vejen mod succes.

Den måske vigtigste egenskab for Jobs var hans evne til at fokusere på teknologiske produkter, der både var lette at bruge, smukke at se på og meget funktionelle.

Igennem en årrække var Steve Jobs i frontlinjen for at gøre computeren personlig. Hvor de i starten af 1970'erne primært var store anlæg til brug i virksomhederne, ønskede Jobs og partneren Steve Wozniack at bygge små computere til enkeltpersoner.

De første år var der tale om den klassiske it-historie fra Silicon Valley om unge nørd-agtige iværksættere, der solgte deres ejendele for at få råd til at bygge de første computere.

Apple blev startet officielt som selskab den 1. april 1976. Året efter fik man den første succes med computeren Apple II, der for alvor solgte godt i 1979. Selskabet voksede eksplosivt, gik på børsen og sikrede Jobs en pæn formue allerede som 25-årig.

Men det kneb for selskabet at følge op på den første succes, og samtidig blev man presset af, at giganten IBM havde sendt sin egen pc på markedet. Forskellige projekter hos Apple slog ikke rigtigt igennem, og i 1985 forlod både Wozniack og Steve Jobs selskabet.

Jobs stiftede selskabet Next for at fremstille en superavanceret computer og satte penge i computergrafik-selskabet Pixar.

I de tidlige 1990'ere var hverken Next eller Pixar den store succes. Men Pixars held vendte, da man i 1995 udsendte filmen Toy Story. Siden blev Pixar en del af Disney-koncernen.

I 1996 overtog Apple både Steve Jobs og hans selskab Next. Apple var på udkig efter en ny softwareplatform, der kunne bringe selskabets computere ind i fremtiden. Det førte til Mac OS X, der siden 2001 har været fundamentet i Apples computere.

Steve Jobs blev desuden bragt tilbage i toppen af det selskab han selv havde stiftet og derefter forladt. Han blev i første omgang midlertidig koncernchef.

Apple havde på det tidspunkt nok haft succes med at lancere de nye Macintosh-computere. Men man var under hårdt pres fra pc'er baseret på Microsofts Windows-software.

Siden Steve Jobs' tilbagekomst til Apple har selskabet rejst sig fra konkursens rand til at være et af verdens mest værdifulde selskaber.

På computersiden strammede Jobs gevaldigt op og fokuserede på fire grundprodukter: to bærbare og to stationære computere til henholdsvis private og virksomheder.

Men de store triumfer for Apple og Jobs har i højere grad knyttet sig til visioner om at bringe teknologi ud til de mange.

Det er sket på basis af Apples viden om software og effektive styresystemer - men har de senere år i høj grad udformet sig på andre områder end pc-markedet.

Musikafspilleren iPod tog verden med storm og er den dag i dag en stor succes. Apples iTunes-musikbutik har sat en helt ny standard for, hvordan musikkøbere henter deres musiknumre via nettet.

Apple tog så fat på mobiltelefoni med iPhone, der bringer Apples software ned i en lille håndbåren model, der kombinerer telefoni med avanceret data- og netanvendelse.

Senest har selskabet satset på den bærbare computer iPad, der fungerer uden eget tastatur, men via tryk på selve computerens skærm.

Den store succes de senere år har sendt Apples værdi på himmelflugt. I dag vurderes selskabets værdi til 310 milliarder dollar, kun overgået af oliegiganten Exxon. For blot syv år siden lå Apples værdi på ca. 10 milliarder dollar.

Steve Jobs selv vurderes god for 8,3 milliarder dollar af medieselskabet Forbes.

Apple-stifteren fremhæves for at have haft en særlig fornemmelse for at kunne udvælge den rigtige teknologi, der også ville blive en succes hos slutbrugeren. Samtidig blev han kendt for en nærmest grænseløs perfektionisme.

Som visionær på teknologifronten har Steve Jobs også taget fejl en del gange og fået lanceret produkter, der ikke slog an.

Som leder hos Apple var han berygtet og frygtet for et heftigt temperament, der kunne udmønte sig i afskedigelser fra det ene øjeblik til det andet - for eksempel i virksomhedens elevator.

Den hårde stil hos Jobs afspejlede hans krav til perfektion, også hos de ansatte i selskabet.

En særlig Steve Jobs-effekt for Apple har været chefens evne til at "sælge varen", for eksempel når han optrådte på scenen for at præsentere de nye Apple-produkter iført jeans og sort rullekravetrøje.

Privat voksede Steve Jobs op som adoptivbarn. Han fik aldrig nogen egentlig uddannelse, men valgte at droppe ud af sit college efter kort tid.

Han blev gift i 1991 med Laurene Powell og har med hende tre børn. Jobs har også en pige, Lisa, fra et tidligere forhold - hun gav navn til et af de tidlige projekter, som Steve Jobs søgte at udvikle hos Apple.

/ritzau/

Annonce
Udland

Trump kendt skyldig: Ingen er hævet over loven

Udland

Trump-advokat: Se bort fra slibrige detaljer

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Får kæmpebeløb til særlig have: - Jeg troede dårligt mine egne øjne

Lolland

3.900 besøgte Whitsun: Nu er regnskabet gjort op

Lokal nyt

Glæder sig over flere penge til vanskeligt stillede kommuner

Indland

Færre strande får blåt flag - ny ordning vinder indpas

Guldborgsund

Usikkerhed om omdiskuteret præstegård: Køber er sprunget fra

Madens Folkemøde

Kendt forfatter på lollandsk mad-mission

Guldborgsund

Lokale projekter får millioner fra fond: - Vi er meget glade og beærede

Lokal nyt

Glad formand: - Det er noget, jeg virkelig har kæmpet for i mange år

Madens Folkemøde

Ø-formand ”scoutede” på folkemøde

Indland

Danmark skal gøre kræftkampen kunstigt intelligent

Lokal nyt

Ny aftale sikrer over to milliarder kroner mere til sundhed

112

Brand i Næstved sender ikke længere røg ind over beboelsesområde

Vejret

Nu er sommeren her: Så varmt bliver det på LF

Sport

Slagen NFC-spiller: - Det er en hård omgang

Guldborgsund

Frank fra Kastaniegaarden til topmøde

Annonce
Annonce
Maribo

Renoveringskapløb: Flere huse ramt af råd

112

Bagagen lugtede mistænkeligt - og det var der en grund til

Guldborgsund

Simon Hansen ser tabte forældre

Guldborgsund

Nyt samarbejde? Kan ikke sige så meget konkret endnu

Sport

Nye tørre tæsk til chanceløse Nykøbing FC

Maribo

Karen Margrethe druknede i vandmasserne

Sport

Efter tre nederlag i træk: - Vi tager til Roskilde for at få noget med hjem