Der er mere styrtregn på vej til Queensland i Australien, og i Brisbane finder de sandsækkene frem.
Nu truer oversvømmelser den australske storby Brisbane efter mange ugers styrtregn.
Beboerne er i gang med at anbringe sandsække omkring deres hjem for at holde vandet ude.
Politiet advarer folk i mindre byer og landsbyer om at holde sig klar til at blive evakueret.
Meteorologerne siger, at mere kraftig regn kan ventes resten af ugen.
Oversvømmelserne, der rammer delstaten Queensland i det nordøstlige Australien, er de værste i mere end 50 år. De har ramt områder, der fylder lige så meget som Tyskland og Frankrig tilsammen.
Byerne Kilcoy og Toogookawah er afskåret af vandet fra de oversvømmede floder, og en række andre lokalsamfund er også i fare.
- Der er for øjeblikket en stor indlandssø, siger Graeme Lehman, der er borgmester i en af de ramte byer uden for Brisbane.
Politiet opfordrer bilister til så vidt muligt at holde sig væk fra vejene, da de hele tiden er i fare for med øjebliks varsel at bliver oversvømmet.
- Folk er nødt til at tænke over, hvordan de vil tage af sted, og hvis du ikke behøver at rejse, så hold dig væk fra vejene, siger en lokal politichef.
Det heftige uvejr meldte sin ankomst i sidste måned, og myndighederne skønner, at det økonomiske tab for Australien er knap 35 milliarder kroner. Det er især Queenslands vigtige kulindustri, der er ramt.
Der bor to millioner indbyggere i Brisbane.
/ritzau/Reuters