Militærjuntaen i Myanmar ventes om kort tid at frigive landets oppositionsleder og nobelprisvinder, Aung San Suu Kyi. Intet er dog officielt bekræftet.
Befolkningen i Myanmar venter i spænding på, om oppositionsleder og demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi bliver løsladt fra sin husarrest.
Lørdag formiddag var der endnu ikke sket noget, og generalerne, der leder landets militærjunta forholdt sig stadig tavse.
Den 65-årige nobelprisvinder har siddet i husarrest i størstedelen af de seneste 20 år, men hendes nuværende frihedsberøvelse skulle efter planen udløbe lørdag.
En kilde fra styret siger, at Suu Kyi formentlig bliver løsladt lørdag aften lokal tid, men det er endnu ikke officielt bekræftet.
Omkring 300 tilhængere og journalister er samlet foran Suu Kyis hjem i Yangon, hvor de venter spændt på, om hun bliver løsladt.
/ritzau/Reuters