Efter optælling af over halvdelen af stemmerne står Gingrich til en sikker sejr i primærvalget foran Romney.
Kampen om at blive nomineret som republikanernes præsidentkandidat og udfordre præsident Barack Obama ved valget den 6. november, er åbnet op igen efter lørdagens primærvalg i South Carolina.
Efter optælling af 70 procent af stemmerne står Newt Gingrich til en sikker sejr i delstaten med 40 procent af stemmerne efterfulgt af Mitt Romney med 27 procent, ifølge CNN.
- Nu er jeg klar til at sætte knockout-stødet ind i Florida, citerer CNN den 68-årige Gingrich for at sige efter han blev informeret om resultatet af den første valgstedsmåling. Primærvalget i Florida finder sted den 31. januar.
I en tale til sine tilhængere i South Carolina konstaterer den slagne Mitt Romney, at "det her valg udvikler sig interessant".
Rick Santorum, der efter en omtælling vandt den første styrkeprøve i Iowa, ligger til 18 procent af stemmerne i South Carolina, mens den 76-årige Ron Paul indtager fjerdepladsen med opbakning fra 13 procent.
Mitt Romney vandt en sikker sejr ved primærvalget i New Hampshire, og han var også favorit til at vinde i South Carolina, men det blev der ændret på i den forgangne uge under de to tv-debatter mellem de fire republikanske kandidater.
Newt Gingrich dominerede tv-duellerne, og overhalede Mitt Romney i de sidste meningsmålinger før lørdagens valg i South Carolina.
Ifølge en CNN-måling har 88 procent af vælgerne i South Carolina lagt vægt på, hvordan kandidaterne klarede sig i tv-duellerne, da de satte deres kryds.
Med sejren til Gingrich skrives der et lille stykke politisk historie, fordi det ifølge CNN er første gang, at tre forskellige kandidater har vundet i Iowa, New Hampshire og South Carolina.